Warning:
JavaScript is turned OFF. None of the links on this page will work until it is reactivated.
If you need help turning JavaScript On, click here.
This Concept Map has information related to: 8. At løse konflikter - Om forsoning, Begrebet forsoning, Hvad er forsoning, Organisationers rolle ved forsoning s. 41, 42, 43, 44, Center For Konfliktløsning At løse konflikter Om forsoning Begrebet forsoning Hvad er forsoning Organisationers rolle ved forsoning (s. 41, 42, 43, 44) Begrebet forsoning 2. Begrebet forsoning Det er ikke hver dag, vi bruger det stærke begreb forsoning. I forhold til dets beslægtede begreber bruges forsoning om noget særligt. Det er mere end dagligdags tilgivelse eller overbærenhed, mere end praktisk konfliktløsning. Vi taler kun om forsoning, når noget alvorligt står på spil. Det er en proces, som knytter sig til dybe lidelser, stærke følelser, voldsomme overgreb og konflikter. Pointen her er at fastslå, at begrebet forsoning hører til på de sidste trin i konflikttrappen (jf. s. 9) efter lidelsen og overgrebene, efter at man har været indkapslet i gensidige fjendebilleder. Forsoning er en umenneskeligt svær proces, som sprænger normal hverdagsadfærd og unddrager sig enhver moraliseren. Det er et fint menneskeligt potentiale, noget der sker i den enkelte, noget der kommer indefra, en gave, noget der overskrider det normale ego. Det kan derfor ikke foregribes. Det fremgik af nogle udtalelser fra tre bosniske mødre, som på NGO-Forum i København i marts 1995 talte om forsoningens mulighed. Den ene var kroat, den anden muslim og den tredje serber. Måske var det ikke et tilfælde, at de netop var kvinder, ‘hvis I havde inviteret tre mænd, ville det have været meget svært’, sagde de. De sad sammen og talte om forsoning, et mirakel i sig selv. ‘At finde forsoning er måske som at finde radium’, sagde den ene, ‘man skal grave mange tons bjerg ud for at finde et gram af det, man leder efter’. Og en anden sagde: ‘Måske har de gamle lettere ved at tilgive, fordi de i morgen skal møde Gud’. Den serbiske kvinde sluttede sit indlæg med et citat fra Jobs bog, som blev oversat således: ‘Lysene i kirken er slukket. Stjernerne på himlen er slukket. Tænd gløden i hjertet, så skal vi nok klare det’. I det hele taget måtte de bruge billeder og religiøst sprog, når de talte om forsoning. Der var dette overskridende element. Men de understregede også den konkrete, daglige handling, som udtrykker og bærer forsoningen, at holde døren for en tidligere fjende på asylcentret, at lære hinanden at kende som mennesker, at en serber kan bringe er brev til en muslimsk familie i et område, hvor muslimerne ikke selv kan komme ind., Center For Konfliktløsning At løse konflikter Om forsoning Begrebet forsoning Hvad er forsoning Organisationers rolle ved forsoning (s. 41, 42, 43, 44) Hvad er forsoning 3. Hvad er forsoning? Hvad er da en brugbar definition på forsoning? Det er fredsmæglingens ultimative mål, en proces hvori begge parter anerkender hinandens smerte og skyld og enes om at fjerne den. En åbning mod fremtiden, hvor individer eller grupper, der er fanget ind i et net af fortræd og modfortræd, kan finde en udvej ved at sætte sig ind i hinandens virkelighed. Slippe egoets krav om øje for øje. Det var, hvad de japanske piger forsøgte i deres brev til atompiloten. Samtidig skabte de en større kontekst, hvori de adskilte person fra problem: Det fælles problem var krigsførelsen, militarismen, og over for dét var de uforsonlige. Personen Eatherley adskilte de fra problemet, og med ham forsonede de sig, idet de anerkendte hans smerte som gerningsmand og krigsoffer. Det samme skete, da Marius Fiil, en berømt dansk modstandsmand, som havde mistet mange familiemedlemmer under frihedskampen, omfavnede og tilgav de tyske soldater, der førte ham ud til hans henrettelse. Og da han skrev, at han håbede, at unge tyske og danske kunne mødes efter krigen, ‘for ellers havde vores kamp jo slet ingen mening’. Det er tankevækkende, at de store fortalere for forsoning alle repræsenterer folk, som har lidt stor og indiskutabel uret: Mahatma Ghandi, Martin Luther King, Dalai Lama, Nelson Mandela. Det er fra dem, nytænkningen kommer, ikke fra den velbjergede verden. På den anden side er det en hån at forvente - endsige forlange - forsoning af mennesker, som er blevet ensidigt uretfærdigt behandlet. Især hvis kravet kommer fra undertrykkeren. Forsoning eller tilgivelse opstår ikke ved, at man beslutter sig til, at nu skal det være. Men når vi erkender, at vi er blevet ofre i dobbelt forstand, fordi hele vores liv er lammet af smertelige oplevelser, sker det, at vi åbner os. Når vi erkender, at vi, som ofre, selv rummer store mængder af had og vrede, hvor berettiget den end måtte være, og at vi åbenbart dybest set ikke er anderledes end den anden, at vi begge er menneskelige, begge kan forvolde smerte og begge har behov for tilgivelse, er vi i forvandling. Forløsningen kommer, når vi tager vare på vores egen sorg og er villige til at se, at der er mere smerte end vor egen, at den anden også lider. At tilgive i en sådan situation, eller mere præcist at give tilgivelse for det, der er forvoldt os, skaber rum for forsoningen. Forsoning kan forstås som en ændret bevidsthedstilstand, som er varende og irreversibel, en ny forståelse af sig selv og modparten. Den er frivillig, kommer indefra og kan ikke iværksættes udefra, hvis ikke den skal blive et overfølsomt og sprængfarligt vrængbillede af sig selv., Center For Konfliktløsning At løse konflikter Om forsoning Begrebet forsoning Hvad er forsoning Organisationers rolle ved forsoning (s. 41, 42, 43, 44) 1. Om forsoning 1. Om forsoning - Hvad ligger der i begrebet forsoning? - Og hvordan står det i forhold til begrebet konfliktløsning? - Vi skal her se på nogle forslag til en sondring, som måske kan have en praktisk betydning for de diskussioner, der for tiden føres i mange lande blandt humanitære og mellemfolkelige organisationer om, hvilken rolle de kan spille i forsoning efter krige. - Det er forsoning på menigt, menneskeligt plan og på NGO-plan, vi her diskuterer, ikke på regeringsplan. - Først et eksempel på forsoning, hvis baggrund er lige så fatal som vores tids grusomme krige og efterkrigstilstande. - Et eksempel som man næsten ikke vover at sætte i forbindelse med begrebet forsoning. - Det er fra Japan, september 1959, 14 år efter atombomben, hvor 27 unge japanske piger skriver til major Claude Eatherly, der gav signalet til nedkastningen af den første atombombe over Hiroshima, og som nu er indlagt til psykiatrisk behandling i Texas, plaget af skyld: ‘Vi er allesammen piger, som ganske vist havde den lykke at undgå døden, men dog alle blev såret i ansigtet, på lemmerne og/eller kroppen af den atombombe, der blev kastet over Hiroshima ...... Dette brev skriver vi til Dem for at bevidne vor dybe medfølelse og forsikre Dem, at vi ikke nærer nogen fjendtlig følelse mod Dem personligt. Man har måske befalet Dem at gøre, hvad De gjorde, eller måske var det Deres tanke at bringe krigen til afslutning og derved hjælpe mennesker. Men De ved, at krige her i verden ikke kan afskaffes ved hjælp af bomber ..... Vi er blevet behandlet med stor venlighed af amerikanske kvækere. Vi har lært at føle os som Deres kammerater, og vi mener, at De er et krigsoffer lige så fuldt som vi.’ - Dette brev afspejler en forsoning, som er lige så enkel at fatte med hjertet, som den er svært at analysere og forklare med intellektet., Center For Konfliktløsning At løse konflikter Om forsoning Begrebet forsoning Hvad er forsoning Organisationers rolle ved forsoning (s. 41, 42, 43, 44) 4. Organisationers rolle ved forsoning 4. Organisationers rolle ved forsoning Men hvis dette er rigtigt, kan humanitære og mellemfolkelige organisationer da intet gøre for forsoning efter krige? Jo, det kan de, og det gør de faktisk, somme tider med godt resultat. De japanske piger var faktisk blevet hjulpet af amerikanske kvækere, både fysisk og psykisk. I Sydafrika blev 24.000 sorte landsbyboere trænet i fredelig konfliktløsning, samtidig med at Mandela-de Clerk forhandlingerne fandt sted. I Nordirland har græsrodsmæglere i årtier drevet deres anonyme diplomati. Det foregår overalt i verdens brændpunkter, før, under og efter væbnede konflikter, og vi kan sandsynliggøre, men aldrig helt bevise denne brobygnings betydning for officiel politik. Integreret med fredsmægling på lokalt plan kan de humanitære og mellemfolkelige organisationer også bygge bro til en mulig forsoning på anden vis, nemlig ved den ‘peacebuilding’, som går ud på at skabe materielle og sociale infrastrukturer og net-værk i krigshærgede områder efter våbenhvile og eller fredsaftaler. Dette foregår i mange områder, også i Ex-Jugoslavien, også via FNs civile indsats, som er lige så imponerende, som den er overset - og underbemandet. Denne indsats kan f.eks. være: • hjælp til at hjemløse mennesker kan vende tilbage. • check-point-møder, hvor mennesker fra hver side af konflikten kan mødes ved grænserne for at genopdage hinanden som mennesker. • hjælp til udveksling af pakker og breve mellem civilpersoner på begge sider. • programmer for landsbybesøg - civile får mulighed for at besøge deres tidligere landsby. • møder mellem ledere fra de parter, der har bekæmpet hinanden. • fælles ældre-, ungdoms- og kvindeprojekter. Der er sikkert andre måder, hvorpå de mellemfolkelige og humanitære organisa-tioner kan støtte forsoninger i tidligere krigszoner, men i hvert fald er disse to måder vigtige: - fredsmægling, som kan lette forsonende samtaler og konfliktløsninger. - og så den peacebuilding, som kan skabe rammer for forsoninger via samarbejde om langsomt at opbygge en konkret fælles fremtid efter rædslerne. Til sidst en virkelig historie, som igen viser hen til, at forsoning er et overskridende potentiale, som ligger i alle mennesker, på trods af de nedværdigelser, krigen har udsat dem for. Historien er fra Jevgeni Jevtushenkos selvbiografi: ‘Mor tog mig med tilbage til Moska. Her så jeg vores fjender for første gang. Hvis jeg husker rigtigt, skulle næste 20.000 tyske soldater marchere i en kolonne gennem Moskvas gader ... Menneskemængden var mest kvinder - hver af dem havde fået en far eller en mand, en bror eller en søn dræbt af tyskerne ... De knyttede næverne. Soldater og politi havde nok at gøre med at holde dem tilbage. Pludselig skete der noget med dem. De så de tyske soldater, tynde, ubarberede og med snavsede, blodplettede bandager, humpende på krykker eller lænende sig mod deres kammeraters skuldre; soldaterne gik med bøjede hoveder. Gaden blev dødsstille - den eneste lyd var støvlernes slæben og krykkernes bump. Da så jeg en ældre kvinde i nedtrådte støvler skubbe sig frem og røre ved en politimands skulder, mens hun sagde: ‘Lad mig komme igennem’. Hun gik hen til kolonnen og tog inde fra sin frakke noget, som var svøbt i et broget lommetørklæde, og foldede det ud. Det var en humpel sort brød. Hun skubbede det kejtet ned i en soldats lomme ... Og nu løb kvinder pludselig hen mod soldaterne fra alle sider. Og lagde brød, cigaretter, og hvad de nu havde, i deres hænder. Soldaterne var ikke længere fjender, de var mennesker.